I dag er næsten alle navigationssystemer baseret på satellitter i fast bane om jorden, det såkaldte GPS-system. Grundlæggende foregår det ved, at man måler den tid, et signal er om at komme fra satellitten og ned til navigatoren. Satellitterne er udstyret med et cæsiumbaseret ur med en fantastisk nøjagtighed, der afviger med højst 1 sekund på 1.400.000 år. Inde i navigatoren er et mere almindeligt kvartsur, der dog jævnligt opdateres fra satellitterne. Navigatoren kender satellitternes bane, der bevæger sig ca. 22.000 km ude i verdensrummet. De har en så stor hastighed, at de når to gange rundt om jorden i løbet af 24 timer. Derefter er det simpel matematik for navigatorens regnemaskine at udregne afstanden fra mindst 3 satellitter for at bestemme din position.
(og så fik vi master igen)
Her gik vi lige og troede at vi slap af med masterne, men så er der kommet nogle nye. Det har selvfølgelig sin forklaring.
Signalet fra satellitterne er af militære grunde forvrænget, således at unøjagtigheden normalt vil ligge omkring 50 meter. For nogle er dette ikke nøjagtigt nok, det gælder fx sportsdykkere, der dykker efter vrag, eller sejlere der måske normalt sejler i særlige lavtvandsområder. Derfor har man etableret et landbaseret differentialsystem, der via særlig modtager korrigerer GPS-signalet i din navigator. Forklaringen er følgende (sagt meget populært): På land er placeret en GPS-modtager, hvis position kendes meget nøje. Denne modtager det samme signal som din egen navigator. Forskellen mellem satellitternes angivelse og antennens virkelige position (differensen) meddeles så din navigator via differentialmodtageren, der korrigerer din position med samme faktor. Der anvendes altså ikke en krydspejling som i Decca-systemet Dette bringer unøjagtigheden ned på 1-5 meter, og hvad der næsten er vigtigere for sejleren; visning af kurs og fart over grunden m.m. bliver også meget nøjagtig.
Differentialmodtagere kan i visse navigatorer være indbygget (DGPS),
eller de kan tilkobles i form af en såkaldt "black-box".
Begge systemer kræver en særlig modtageantenne, separat eller integreret i
navigatorens egen antenne.
En meget vigtig del af navigatoren er naturligvis antennen og ikke mindst dens fysiske placering er vigtig, idet den fx ikke kan modtage gennem bastante konstruktioner eller mennesker.
De første GPS-navigatorer anvendte 6 kanaler, der hver især målte på hver sin satellit og omregnede disse signaler til en position (parallel-systemet). Mange andre modtagere brugte kun en enkelt kanal, der til gengæld måtte arbejde utroligt hurtigt for at beregne data fra 5-8 satellitter lige efter hinanden (multitrack-systemet).
I 1998 blev multitrack-systemet erstattet af parallel-systemet der kan arbejde med op til 12 satellitter, men på en gang. Dette har især betydning, når modtageforholdene er dårlige fx når båden krænger meget eller bjerge eller besætning skygger for antennen. Når navigatoren kan arbejde med mange satellitter samtidigt, vil den beholde sin nøjagtighed, selv om nogle satellitter bliver blokeret eller midlertidigt sat ud af drift. Satellitsystemets fremtid kender kun Pentagon i USA og kan naturligvis ændres, ligesom et nyt Europæisk system påtænkes. Det er derfor praktisk at navigatorer i dag kan opdateres via en computer og ikke skal splittes ad hos et serviceværksted med udgifter til følge.
Søkortplottere er i stor udvikling og vil i stor udstrækning afløse den almindelige GPS-modtager. En vigtig del af kortplotterens funktion er dens øjeblikkelige visning af din position på et (elektronisk) søkort. Du sejler så at sige direkte i søkortet.
Når turen planlægges skal du ikke som normalt først orientere dig i dit søkort og eventuelt i en waypointliste, derefter indsætte disse waypoint i navigatoren, der udregner de kurser du skal holde, samt løbende tilbagefører positionsoplysninger til søkortet for at sikre en sikker sejlads. Kortplotteren gør alt dette i én arbejdsgang og med en nøjagtighed, der kun begrænses af GPS-modtagerdelen, hvilket normalt vil være under 50 meter.
Mange af de oplysninger du skal kontrollere separat på en almindelig navigator, fx off-track funktionen, ser du umiddelbart på en kortplotter, da både den planlagte sejlrute og din faktiske sejlads vises på kortet. Du er også i stand til at zoome ind og ud på kortet for at få dets mange detaljer og det bedste overblik.
Med fyr og bøjers forsvinden i indre danske farvande og måske papirkortets ophør og/eller fordyrelse i sin nuværende form vil vi vove den påstand, at de elektroniske søkort er kommet for at blive.
Når man skal vælge søkortplotter må man nødvendigvis også vælge producent af søkortet.
Der findes hovedsagelig to store producenter af elektroniske søkort, nemlig C-map og Navionics, begge fra Italien.
Navionics elektroniske søkort er, i modsætning til de almindelige papirkort, opbygget i lag. Jo større forstørrelse du anvender, jo flere detaljer (eks. anduvningsbøje og sejlrende) kommer der frem.
Hvis dette ikke var tilfældet ville kortet blive næsten ulæseligt på den relativt lille skærm, når man anvendte et stort kortudsnit.
Navionics elektroniske søkort er vektorbaserede, som vi måske kender det fra CAD systemer. Udover ovennævnte fordele betyder det, at kortene fylder mindre på et lagermedie, der er den lille sorte dims der puttes ind i siden af søkortblotteren.
At en navigator er udstyret med en plotterfunktion betyder, at den er i stand til grafisk at vise, hvordan du sejler. Disse funktioner findes fra de helt simple, der kun viser sejladsen som en stiplet linie på en blank skærm. De mere avancerede viser sejladsen på et stiliseret kort med sømærker og egne oplysninger indlagt, som de nye navigatorer fra MLR i Frankrig. De bedste af dem er endog i stand til at zoome ind og ud i kortet. Tag dog ikke fejl. Det er ikke nogen søkort, som kan sammenlignes med hverken Navionics eller C-map.
- Ja måske netop !
Der findes et utal af små håndholdte navigatorer på markedet og de bedste af dem kan faktisk tilfredsstille selv en krævende sejlers behov for informationer. At nogle af dem samtidig er meget billige, gør dem umiddelbart ikke mindre interessante, men pas alligevel på, for i praktisk brug skal man kende deres begrænsninger. For at du ikke skal investere i et fejlkøb, så tænk over det følgende.
Man skal fra starten gøre sig klart, at de håndholdte navigatorer i form og funktion er konstrueret til at være&ldots;..ja netop, håndholdte. Derfor er de også (fascinerende) små, hvilket oftest er en ulempe for de fleste sejlere. Her er der nemlig brug for en pålidelig navigator med store tal, der kan ses fra styrepladsen.
Navigatoren skal være tændt hele tiden for fx at kunne vise den vigtige off-track funktion og udsejlet distance. Uanset hvor længe batterierne kan holde, så er det ikke nok i en båd og hvornår skiftede jeg sidst batterier ?
Antennens størrelse er naturligvis væsentlig for funktionen. Jo større antenneflade, jo større mulighed for at "fange" svagere satellitter. Ikke mindst de nye 12-kanal parallelmodtagere stiller større krav til antennen for også at kunne udnytte de mange satellitter.
Endvidere skal antennen have frit udsyn til satellitterne, men i modsætning til decca-antennerne er det ikke nogen fordel at placere den højt. Den er også følsom overfor afskærmning, det gælder både massive skrogkonstruktioner og det menneskelige legeme. Den bedste placering af en fast antenne på sejlbåde vil derfor oftest være oven på agterpulpitten eller oven på hækken, hvis denne er fri. På motorbåde vil en placering oven på ruf eller styrhustag være velegnet.
Man kan dog købe både holder, strøm/datakabel og evt. udvendig antenne til de fleste bedre håndholdte navigatorer, men så nærmer prisen sig hurtigt en stationær GPS-navigator og den håndholdte har fortsat for lille skærm.
Kan man så slet ikke bruge en håndholdt navigator? Jo, det kan man faktisk. Sejler du i en lille båd eller fx gummibåd, så kan en håndholdt navigator være det helt rigtige. Er du på vandre- eller køretur i ødemarken er der heller ingen tvivl. Endelig kan en håndholdt navigator i reserve være en glimrende del af nødudstyret.
Principielt mener vi, at man bør have de bedste styreinformationer der, hvor man skal bruge dem, nemlig i cockpittet eller styrehuset, samtidig vil vi gøre opmærksom på at måske er repeateres dage talte. Søkortplottere overtager nu i langt større udstrækning dette instrument i cockpittet og de findes i mange størrelser. Husk blot på ikke at vælge en for lille skærm.
Vælger du en repeater i cockpittet skal din navigator eller søkortplotter om
læ være forsynet med en dataudgang med en NMEA 183 udgang.
Dermed kan du flytte de væsentligste styreinformationer fra
navigationspladsen op i cockpittet. Her kan den så vise din position, kurs
og fart over grunden, retning og afstand til næste waypoint m.m. og det kan
den gøre helt uafhængigt af, hvad selve hovedinstrumentet i øvrigt måtte
vise.